Post by Holly Dream on Nov 11, 2006 17:01:57 GMT -5
Denne historie har jeg også lavet.. Men til
En af mine bedste og betydningsfulde
Veninder!
DET SKAL SIGES DER ER COPYRIGHT PÅ!
" Nicole off Nacademus Nicodemus, det må være hende! " Skreg mennesket. Jeg vendte brat hovedet mod menneske pigen. " Og mor! Mor! Moor! Hun er til salg!! " Råbte hun så det skingrede i mine øre. Jeg holdte øjenkontakten til hendes mor, stejlede vild som jeg var. " Ja, hun er godt nok en smuk hoppe den Andalusier men helt klart for mine øjne er hun nu ikke.. Hun er vild. For vild! Er du helt sikker på det er hende? " Spurgte hendes mor tøvende. Jeg stod i lidt tid og så lidt trist hen imod hingsten. ' Diego off Glarmiss Nacs ' Jeg var bange for at jeg skulle forlade ham, virkelig. Jeg elskede ham over alt på denne jord! Pludselig så han hen på mig og vrinskede barskt til mig. " Nicole du skal gøre noget! Lad dem ikke få dig! " Kunne jeg hører ham vrinske. Jeg så tænkende ud. " Jamen, hvad for noget? " Vrinskede jeg håbløst tilbage. Diego stod et øjeblik og skulede lidt. " Alt! Bid efter dem, stejl! Vis dem hvem af jer der bestemmer så de ingen chance har for at tage dig med hjem! Du ved jo din ejer sælger dig! Gør sådan at de ikke er intresseret i at købe dig alligevel!! " Vrinskede han og bankede mod boksen med sine hove for at vise at det skulle jeg gøre med det samme. Jeg var nervøs. * Okay, nu må jeg ikke overgive mig til dem! Jeg må vise Diego at jeg gør som han siger! * Tænkte jeg usikkert, den lille pige stak hånden ind til mig i boksen mens hendes mor løftede hende så hun bedre kunne nå op til mig. Jeg bed efter hende, stejlede sparkede med hovene og satte ørene tilbage. " Er du sikker på det lige var en hest du ønskede dig'? " Spurgte hendes mor lidt bange for mig. " Jaaa! Hun bliver jo vild med mig når jeg for hende med hjem! " Sagde den lille pige hoppende og dansende af lykke. " Kan du ikke vente til Marked, jeg har hørt der skulle komme så mange flotte og søde heste! " Sagde hendes mor og så meget beende på hendes datter. " Nej mor, hende her er noget helt for sig selv! Hun er anderledes og så ved du jo også godt at jeg søgte 'lige' præcis efter den her race, og så er hun liige som jeg altid ville have ønsket mig en hoppe! " Sagde pigen surt, for at få sin vilje. " Nej skat! Hun er farlig! Enten så tager vi hjem nu og kommer til marked senere i morgen, eller også for du slet ingen hest! " Sagde moren insisterende og så meget alvorligt hen på pigen, men pigen så bare endu mere vred ud. Det kogte og boblede af vrede inde i hende. " JEG VIL HAVE DEN HOPPE DER! ER DET SÅ SVÆRT AT FORSTÅÅÅ! " Skreg den lille pige grædene og slog boksen. " Men det for du ikke min skat! Du kan bare håbe det bedste at du finder en der er bedre henne ved marked! " Sagde hendes mor og løftede den lille pige op i hendes arme og begyndte at gå hen imod deres røde fjat bil som stod parkeret ude på gården. Jeg kunne stadig hører den lille pige skrige og råbe udenfor da hun skulle ind i bilen. Diego kiggede på mig, han var flad af grin. " Så du hendes ansigt? Så du lige det Nicole? " Grinte han. Jeg nikkede forstående. " Ja, jeg så det godt! Men pyha! Det var tæt på. Stakkels mor til det barn! " Sagde jeg. Diego nikkede. " Jajajaja! " Sagde han, han vendte hovedet imod stalddøren, det samme gjorde jeg. Jeg hørte straks nogle hove som nærmest sagde, trip trap trip trap. De var små. Jeg var nysgerrig, det samme var Diego. For han stod helt hen til boksen og skuede ud over den for at finde ud af hvad i hele verden det var der kom ind til vores stald. Pludselig blev døren åbnet op af en meget lille spinkel mand. * Ham har jeg aldrig i hele det her liv set? * Tænkte jeg. Men det mærkeligste var at han ingen hest eller pony havde bag sig. Det undrede mig hvad der mon kunne have været jeg havde hørt trippe og trappe henne ved døren. Diego så helt skuffet ud, jeg kunne se på hans ansigt at han sådan havde håbet det var Carey. Carey var en meget glad og sød hoppe, det var hans kæreste som var rejst bort i vinterferien. Lidt ligesom når mennesker skal rejse til Kina eller Philliphinerne?.. Nå, men Carey skulle hverken til Kina eller det ene eller andet. Hun skulle til stævner over hele Danmark og der skulle hendes ejer Emma vist træne hende godt op. Nu var Vinterferien forbi og Carey var stadig ikke kommet hjem. Jeg var smask forelsket i Diego, jeg var faktisk glad for at Carey ikke var der.. For hun tænkte kun på Diego og hende selv, så jeg kunne næsten være luft for hende. Det eneste hun sagde til mig hver dag var altid Godmorgen Nicole og Godnat Nicole. Alt andet var lige meget. Altså for mig.. Nå men tilbage til historien. Den lille spinkle mand var sådan set en meget glad og livlig mand, han hoppede og dansede lige som den lille pige havde gjort senere idag, men heldigvis var hun væk fra mit liv.. Eller det troede jeg?.. Han kom nærmere og nærmere, ham den spinkle mand. Men lige pludselig drejede han af ved et hjørne. Jeg stod lidt forvirret, rystede på hovedet. * Var han et fatamogana`? Eller bare min fantasi der spillede mig et pus`? * Tænkte jeg. Jeg kunne se på Diego at han var lige så forvirret som jeg. Men før jeg vidste af det kom den lille spinkle mand hen imod mig og diego igen, han drejede af ved hjørnet og stoppede pludselig op foran mig. Stadig dansende og livslystig. Han proppede et lille lommetørklæde i sin lille lomme. Ordnede sit hår, skønt han intet hår havde.. Han åbnede boksen til Diego, trak ham ud. Det undrede mig endu mere da han ikke var Diegos ejer eller andet. Diego kiggede på mig. " Ved du hvem han er? " Spurgte han forvirret over manden. Jeg rystede på hovedet. " Jeg har ingen anelse! " Sagde jeg stille. Manden satte sig ned og hamrede noget til Diegos hov, han hamrede på en jern dims så det formede sådan en slags ring. Pludselig kom jeg til at tænke over at Manden nok var ham som Diegos ejer havde ringet efter. Ejeren kaldte ham for smed, så han må vel være en smed, hvad end det så er? Diego, var mere end forvirret nu. " Det er en smeed! " Råbte jeg til Diego. " EN FED? Ja jeg har godt opdaget han er lidt fed.. " Sagde Diego. Vi anede ikke hvad spinkle betød, men det lød da godt.. Selvom han ikke var spinkel.. " Nej, nej! Han er en Smeeed! " Råbte jeg så han kunne hører det, det var jo lidt svært at lytte til hinanden når den spinkle mand hamrede en hestesko på plads og ordnede de sager der skulle ordnes. " Aaaaah! En smed! " Sagde Diego, nu var han forstående på det jeg havde sagt. Jeg nikkede kort. Den spinkle mand havde bindt Diego fast til boksen med et slags reb, der forbindte hans mule eller sådan noget. Den spinkle mand. Rejste sig igen da han havde gjort det med hesteskoen. Han satte ting på plads og pludselig dansede han forbi hjørnet igen og forsvandt. " Han gør ikke noget, sådan en smed hjælper os bare! " Sagde jeg til Diego. " Nå oka! " Sagde diego og skævede lidt. Pludselig kom den lille spinkle mand tilbage hen imod os, han drejede igen af ved hjørnet. Han havde et eller andet på sig. " Rolig Diego han gør os ikke noget! " Vrinskede jeg. "Jaja, det har jeg godt opfattet Nicole! " Sagde Diego og grinte lidt før han prustede. Jeg smilte, vendte hovedet mod den spinkle mand. Fik øje på noget han gemte inde i sin frakke lomme. Pludselig fik jeg øje på at det var en lille kniv. * Hvad i hele denne verden skulle en Smed bruge en kniv til`?.. Og så gemmer han den i lommen? * Tænkte jeg mærkværdigt nok. " Øhh.. Diego? Har en Smed en.. " Skulle jeg lige til at sige, men jeg nåede det ikke. Den ellers så spinkle mand som intet ville gøre, som var en smed.. Havde stukket kniven frem, slibet noget på en pil og skudt Diego lige i halsen.. Diego faldt straks ned, der lå han.. Alt var forvirrende nu. * Havde han lige ramt Diego med en pil? Nej? .. Han var jo bare en rar og kløgtig smed? Eller.. Var han noget helt andet? * Tænkte jeg. Først 2 min. efter var det gået op for mig at den spinkle rare smed åbenbart ikke var en smed, eller rar.. Han kom lige imod mig. Jeg tænkte på det Diego havde sagt før, nemlig den gang den lille pige kom. Han havde sagt at jeg skulle stejle. Vrinske. Fægte med hove og bide. Jeg prøvede ihvertfald. Men før jeg vidste af det.. Ja, der var jeg simpelthen selv endt med en pil i halsen. Alt sortnede omkring mig, alt var mørkt.. Ja. ALT! Jeg faldt stille i søvn. Pludselig vågnede jeg igen. * Hvor var jeg? Hvor var jeg havnet? Det føltes så mærkeligt at stå op? * Jeg åbnede øjnene. Håbede alt det der var sket kun var en drøm.. Men ak nej! Der stod jeg i en Heste transport ved siden af Diego. Han var vidst vågenet for længst. Han vrinskede og sparkede, han ville ud. Døren til hestetransporten blev låst fast. Det var temmeligt mørkt derinde. Det eneste lyspunkt var et lille vindue ved siden af mig.. Jeg kiggede fortabt ud af det. " Øhh.. Nicole? " Spurgte Diego. " Jaeh? " Svarede jeg. " Jeg.. er ked af det! " Sagde han. Jeg vendte hovedet mod ham, nu var vinduet lige meget. Alt det jeg tænkte på var Diego, han græd.. Jeg havde aldrig i hele mit liv set Diego græde.. Han var jo den der? Tapre.. Modige hingst.. Ham som alle så op til. Han var en helt! " Ked af hvad? " Spurgte jeg. " Ked af.. Jeg er ked af.. At have svigtet dig! " Svarede han. Jeg sukkede tungt. Prøvede at holde mig tilbage med at græde. " Du.. Du har ikke svigtet mig! .. Desuden betyder jeg ikke så meget igen! " Svarede jeg, jeg vendte hovedet om mod vinduet. Kiggede ud. " Ved du hvad jeg kan se? " Spurgte jeg og smilede for at opmuntre ham. " Nej, hvad kan du se Nicole? " Spurgte han håbløst. " Jeg kan se.. Jeg kan se.. Håb.. Jeg kan se håb forude! Det som tvivler faldmer, men dem som håber lysser i mørket! " Sagde jeg, jeg lod en tårer trille. Han kunne ikke se det alligevel. " Nicole! Lad være med at græde! " Sagde han. * Hvor vidste han fra at jeg græd? .. Han havde jo ikke ligefrem set mig! Det var jo mørkt og jo vendte jo hovedet imod vinduet og ikke imod ham. * Tænkte jeg undrende. " Jeg græder ikke! " Svarede jeg straks igen. " Jo du gør! Jeg kan hører det på din hæse stemme! " Svarede Diego. Jeg blev stille.. Pludselig standsede bilen og det samme gjorde hestetransporten. Man kunne hører en lille stemme snakke om bla det ene og bla det andet. " Tror du vi skal springe ligesom Carey? " Spurgte jeg. " Måske.. " Svarede Diego. Jeg blev stille. Pludselig åbnede døren til hestetransporten. Alt blev lyst. Jeg klemte mine små øjne sammen, jeg havde jo levet i mørke i snart én til fire timer. Diego der imod havde øjnene helt åbne. Jeg åbnede også øjnene helt, men først da vi kom ud og blev strilet og gjort klar. * Hvor mon vi skal hen?* Tænkte jeg nervøst og lidt bange. Diego stod og svingede med hovedet og piftede rundt med halen, da en flue irriterede ham. Den lille spinkle mand kom frem igen, han rakte en blomst frem hen imod mig og Diego. " Smukt! Ikk? " Sagde han og puttede blomsten i lommen. Han tabte et lommeur. " Nå pyt, det var alligevel også så gammelt det ur! " Sagde han. Diego tog det rundt om sin hals da det hang i en lille kæde af guld. Manden tog noget havre frem lod os græsse lidt ude på en hø mark, men hvad hjælper det når vi ville have græs og ikke tørt hø som alligevel var blevet høstet?.. Vi stod nemlig og søgte efter græs mens vi gik på nogle hårde stumper korn som var blevet sorteret i alle verdens farver. Diego så lidt irriteret ud. " Noget galt Diego? " Spurgte jeg. Diego så på mig. " Ja! Alt er galt! Er det ikke gået op for dig at vi er blevet kidnappet af en illegal smed? Nej vent.. Han er jo ikke engang smed! " Sagde Diego møg irriteret. " Jo Diego det er gået op for mig.. " Svarede jeg tærtne. Den spinkle mand havde samlet havre, majs, hvede, gulderodder og alverdens grøntsager, frugt, mad og hvad ved jeg sammen. Vi fik også en spand med vand til os vær' Den var helt fyldt, men noget tid efter var den tom.. Vi havde jo været mega tørstige og sultne. Pludselig kom der flere og flere hestetransporter. Den spinkle mand trak os til side. Og en masse kønne heste kom frem. Diego var helt væk i en af dem, hun hed. ' Annabel. ' Jeg kunne se på ham at han var mere end lun på hende, nej han var fuldstændig væk i hende. " Øhh.. Diego? " Spurgte jeg. " Nej ikke nu Nicole. Jeg står lige og beundre hende. " Sagde han. " Ej Diego.. Hvad med Carey? " Spurgte jeg straks lidt mere alvorligt. " Carey? Hah! Tror du jeg har noget kørende med Carey? " Spurgte han, men pludselig så han lidt nedtrykt ud. " Ja.. Det troede jeg faktisk.. " Svarede jeg, men han nåede ikke svare på hvad jeg lige havde sagt. For den Spinkle mand hev os op mod en plads hvor der stod på et stort skilt. ' Jubileums marked for dyr. ' Jeg fik et chok, nej værer! Jeg var fuldstændig ude af den! Jeg stejlede. Sparkede ud efter alt og alle, ja ikke mindst den spinkle mand. Men nogle store mænd og mennesker kom hen og trak mig ind mod market. " Hvad har du gang i? " Spurgte Diego. " Hvad jeg har gang i? Hah! Kan du ikke huske hende pigen? Hun kom til marked! Hende der som ville have mig! Hvis jeg kommer ind på marked er jeg solgt! " Vrinskede jeg ophidset og bange. Diegos øjne viste mig at nu var han for alvor ude af den lige som jeg. Han stejlede og kæmpede imod. Men blev stoppet og kom ind på sin plads sammen med mig, inde på marked.. Der var både, kaniner, hamster, katte, hunde, køer, kyllinger, høns, gæs og ikke mindst heste! Den spinkle mand fik os taget hen på en slags stå plads. Han bandt os godt fast. Der kom pludselig mange mennesker, der i blandt en lille familie. Der var en høj mand som smilte, en lille dame som grine. En storebror som var ligeglad med heste og istedet ville hen til spillemaskinerne og vinde, en hund som lige var blevet købt, en pige som.. Åhh nej! En pige som var mere end intresseret i at købe mig. Hendes mor var lige bag hende. " Åhh nej! Du mener ikke vi skal købe den hoppe! " Sagde hun. Men pigen insisterede grovt. " Du sagde jeg måtte købe en hoppe fra marked! Og nu er vi på marked og der står en hoppe som jeg vil købe! " Svarede den lille irriterende pige. Jeg genkendte hende straks. Diego gik i forsvarspotision. Han ville beskytte mig. Men blev hivet tilbage af en høj mand med høj hat og sort kappe. " Ej, han var da skynd! Hvad koster han? Om man kan byde på ham eller? " Spurgte manden. Den lille spinkle mand snakkede i noget tid med manden med den høje hat. Pludselig kunne jeg hører pigens mor sige. " Jaja! " Og så den lille spinkle mand som stod foran pigen og moren og rakte moderen hånden. Og modren tog imod hånden. " Oka, det er simpelthen en aftale i første klasse! Ja, nu er hun solgt hun er deres! " Svarede den lille spinkle mand. Han pejede direkte hen på mig. Jeg var bange. " Diego! Diego! Jeg sagde det jo! Jeg er solgt! " Græd jeg. Jeg vendte hovedet hen for at se Diego en sidste gang, men alt kom som et chok for mig.. Diego, min bedste ven.. Ham jeg elskede.. Han var væk, solgt til manden med den høje hat.. Jeg nåede ikke engang se på ham. Jeg nåede ikke engang fortælle ham, hvad han betød for mig.. Den lille pige tog fat i mig. Begyndte alle at trække mig hen til Heste transporten. Jeg kom stille ind at stå i den. Jeg kunne hører pigen og moderen snakke om det gode køb. De lukkede døren og alt blev igen mørkt. Jeg var ikke alene i heste transporten, ved siden af mig stod der en hingst. Han havde vendt hovedet væk fra mig, jeg tænkte jeg heller ikke burde kigge på ham. Jeg vendte også hovedet væk fra ham. Kiggede ud af vinduet. " Hej Nicole.. " Sagde hingsten. Jeg vendte straks hovedet mod ham, * Kender han mig? * Tænkte jeg straks. Jeg fik hurtigt øje på at der var noget bekendt over ham.. Men lige hvad? .. Pludselig standsede bilen og hestetransporten. Døren blev lukket op og vi gik værd for sig. Han kiggede ikke på mig da vi blev tråkket ind i en fold. Der var mange andre heste. De var lidt ligeglade med os.. Jeg havde hørt en mande stemme inde fra huset. Kiggede derind af et vindue. En mand med akurart samme høje hat, som den mand som havde købt Diego havde. Det gik straks op for mig at den mand var den lille irriterende piges far. " Kan du ikke kende mig mere Nicole? " Spurgte hingsten. Jeg kiggede igen hen på hingsten. " Di.. Diego!! " Svarede jeg. " Jeg troede vi var skilt fra hinanden! " sagde jeg, jeg lagde min hals hen til hans. Jeg følte at jeg endelig var blevet lykkelig igen siden vi tog afsted på dette Eventyr. " Diego.. Jeg elsker dig! " Sagde jeg. " Jeg elsker også dig Nicole! " Svarede han. Næste morgen var jeg straks frisk. Den lille irriterende pige havde været ude at ride sammen med sin veninde. Jeg mødte en hoppe som hed Amber. Hun var ret ligeglad med mig. da vi kom hjem igen fra den galop tur jeg havde været på.. Var Diego spandt fast til hegnet. Der var ikke stød på hegnet heldigvis! Jeg kom ind at stå ved folden. Diego var helt livsløs. Han var nær' døden for han så virkelig så dårlig ud. Som om de havde mishandlet ham.. Det gik hurtigt op for mig at manden med den høje hat havde mishandlet ham mens den lille irriterende pige var med sin veninde ude at ride. " Diego hvad er der sket? " Spurgte jeg og bed rebet over. " Det er lige meget, vi stikker væk her fra! De mishandler.. dræber. I morgen vil de slagte os.. Lave os om til hestekød! " Sagde han. Jeg blev chokeret. * Så onde troede jeg ingen mennesker kunne være * Tænkte jeg for mig selv. " Ja, vi stikker af her fra! " Svarede jeg desperart efter at komme væk, med det samme. Den lille irriterende piges veninde så på Diego enden hun gik hjem. " Stakkels lille fyr.. " Sagde hun for sig selv og åbnede lågen til os. " Stik af! " Råbte hun. Diego og jeg stak sammen af. Den lille pige var også hurtigt væk på sin hest. Vi galoperede og galoperede i mange dage. Diego stoppede. Jeg kiggede tavs på ham. " Hvad nu? " Spurgte jeg. " Jeg må forlade dig nu! " Svarede han. Jeg kiggede uforstående på ham. " Forlade mig? Jamen? hvorfor? " Spurgte jeg, det var ikke helt gået op for mig. " Fordi jeg vil til Meksiko.. Jeg vil hjem til min familie.. Bare rolig! Jeg kommer tilbage til dig efter mit besøg! " Sagde Diego. " Jamen.. Hvordan kan du vide hvor jeg befinder mig på det tidspunkt? " Spurgte jeg. " Jeg følger vinden.. Jeg finder altid dig der hvor vinden blæser.. " Sagde han. En tårer trillede ned af min kind. Jeg lagde mig ind til ham. " Jeg giver dig den her, så vil du altid huske det her vi har været igennem sammen! " Hviskede han i mit øre. " Nej. Smid det væk, det har tilhørt den spinkle mand.. Jeg vil have noget helt andet... Noget som vil betyde meget mere for mig.. " Sagde jeg. Diego så på mig i noget tid. " Hvad er da det? " Spurgte han undrende. " Det er noget jeg ikke kan beskrive. " Sagde jeg stille. Jeg lænte mig forover og der kom det.. Det jeg stadig vil kunne huske.. Et kys.. Diego rødmede lidt, jeg kunne tydeligt se det på ham. " Jeg vil aldrig glemme dig Nicole off Nacademus Nicodemus. Jeg kommer jo snart igen! " Sagde han, og galoperede væk. Men ikke helt væk for han standsede på en bakketop. " Jeg håber da ikke du vil glemme mig! For jeg glemmer heller aldrig dig Diego off Glarmiss Nacs ! " Vrinskede jeg. Han stejlede. " Jeg følger efter vinden, følger efter hvor den blæser.. Jeg kigger efter hvor skyggerne bliver lange. Så finder jeg dig snart igen. " Sagde han. Jeg smilte smirget til ham. Aldrig i hele mit liv havde jeg været så forelsket.. Jeg fløj jo på den lysserrøde sky, i himlen. " Tak for et utroligt Eventyr! " Vrinskede jeg. Jeg kunne atter hører Diegos stemme. " Husk nu Nicole off Nacademus Nicodemus, Eventyret er først lige begyndet.. " Det var det sidste jeg hørte til ham. Diego.. Jeg kom nemlig til en flok ved navn Starlight flokken, jeg er der endu.. Og venter.. Ja, venter på Diego.. Hvis han nogensinde kommer igen? Jeg tvivler, for alt det han sagde med Vinden og de høje skygger betyder jo slet ikke noget.. Jeg tror han er død.. For der er snart gået 3 år, og han skulle jo kun besøge dem i Meksiko.. Men jeg håber da, at jeg ser min ven Diego igen.. For et eller andet sted tror jeg at han er på vej.. På vej til mig.. På vej til et nyt Eventyr.
Denne historie er lavet af Maja g. Evt. Noodle.
Til min elskede Cathrine <33'3
(COPYRIGHT)
En af mine bedste og betydningsfulde
Veninder!
DET SKAL SIGES DER ER COPYRIGHT PÅ!
" Nicole off Nacademus Nicodemus, det må være hende! " Skreg mennesket. Jeg vendte brat hovedet mod menneske pigen. " Og mor! Mor! Moor! Hun er til salg!! " Råbte hun så det skingrede i mine øre. Jeg holdte øjenkontakten til hendes mor, stejlede vild som jeg var. " Ja, hun er godt nok en smuk hoppe den Andalusier men helt klart for mine øjne er hun nu ikke.. Hun er vild. For vild! Er du helt sikker på det er hende? " Spurgte hendes mor tøvende. Jeg stod i lidt tid og så lidt trist hen imod hingsten. ' Diego off Glarmiss Nacs ' Jeg var bange for at jeg skulle forlade ham, virkelig. Jeg elskede ham over alt på denne jord! Pludselig så han hen på mig og vrinskede barskt til mig. " Nicole du skal gøre noget! Lad dem ikke få dig! " Kunne jeg hører ham vrinske. Jeg så tænkende ud. " Jamen, hvad for noget? " Vrinskede jeg håbløst tilbage. Diego stod et øjeblik og skulede lidt. " Alt! Bid efter dem, stejl! Vis dem hvem af jer der bestemmer så de ingen chance har for at tage dig med hjem! Du ved jo din ejer sælger dig! Gør sådan at de ikke er intresseret i at købe dig alligevel!! " Vrinskede han og bankede mod boksen med sine hove for at vise at det skulle jeg gøre med det samme. Jeg var nervøs. * Okay, nu må jeg ikke overgive mig til dem! Jeg må vise Diego at jeg gør som han siger! * Tænkte jeg usikkert, den lille pige stak hånden ind til mig i boksen mens hendes mor løftede hende så hun bedre kunne nå op til mig. Jeg bed efter hende, stejlede sparkede med hovene og satte ørene tilbage. " Er du sikker på det lige var en hest du ønskede dig'? " Spurgte hendes mor lidt bange for mig. " Jaaa! Hun bliver jo vild med mig når jeg for hende med hjem! " Sagde den lille pige hoppende og dansende af lykke. " Kan du ikke vente til Marked, jeg har hørt der skulle komme så mange flotte og søde heste! " Sagde hendes mor og så meget beende på hendes datter. " Nej mor, hende her er noget helt for sig selv! Hun er anderledes og så ved du jo også godt at jeg søgte 'lige' præcis efter den her race, og så er hun liige som jeg altid ville have ønsket mig en hoppe! " Sagde pigen surt, for at få sin vilje. " Nej skat! Hun er farlig! Enten så tager vi hjem nu og kommer til marked senere i morgen, eller også for du slet ingen hest! " Sagde moren insisterende og så meget alvorligt hen på pigen, men pigen så bare endu mere vred ud. Det kogte og boblede af vrede inde i hende. " JEG VIL HAVE DEN HOPPE DER! ER DET SÅ SVÆRT AT FORSTÅÅÅ! " Skreg den lille pige grædene og slog boksen. " Men det for du ikke min skat! Du kan bare håbe det bedste at du finder en der er bedre henne ved marked! " Sagde hendes mor og løftede den lille pige op i hendes arme og begyndte at gå hen imod deres røde fjat bil som stod parkeret ude på gården. Jeg kunne stadig hører den lille pige skrige og råbe udenfor da hun skulle ind i bilen. Diego kiggede på mig, han var flad af grin. " Så du hendes ansigt? Så du lige det Nicole? " Grinte han. Jeg nikkede forstående. " Ja, jeg så det godt! Men pyha! Det var tæt på. Stakkels mor til det barn! " Sagde jeg. Diego nikkede. " Jajajaja! " Sagde han, han vendte hovedet imod stalddøren, det samme gjorde jeg. Jeg hørte straks nogle hove som nærmest sagde, trip trap trip trap. De var små. Jeg var nysgerrig, det samme var Diego. For han stod helt hen til boksen og skuede ud over den for at finde ud af hvad i hele verden det var der kom ind til vores stald. Pludselig blev døren åbnet op af en meget lille spinkel mand. * Ham har jeg aldrig i hele det her liv set? * Tænkte jeg. Men det mærkeligste var at han ingen hest eller pony havde bag sig. Det undrede mig hvad der mon kunne have været jeg havde hørt trippe og trappe henne ved døren. Diego så helt skuffet ud, jeg kunne se på hans ansigt at han sådan havde håbet det var Carey. Carey var en meget glad og sød hoppe, det var hans kæreste som var rejst bort i vinterferien. Lidt ligesom når mennesker skal rejse til Kina eller Philliphinerne?.. Nå, men Carey skulle hverken til Kina eller det ene eller andet. Hun skulle til stævner over hele Danmark og der skulle hendes ejer Emma vist træne hende godt op. Nu var Vinterferien forbi og Carey var stadig ikke kommet hjem. Jeg var smask forelsket i Diego, jeg var faktisk glad for at Carey ikke var der.. For hun tænkte kun på Diego og hende selv, så jeg kunne næsten være luft for hende. Det eneste hun sagde til mig hver dag var altid Godmorgen Nicole og Godnat Nicole. Alt andet var lige meget. Altså for mig.. Nå men tilbage til historien. Den lille spinkle mand var sådan set en meget glad og livlig mand, han hoppede og dansede lige som den lille pige havde gjort senere idag, men heldigvis var hun væk fra mit liv.. Eller det troede jeg?.. Han kom nærmere og nærmere, ham den spinkle mand. Men lige pludselig drejede han af ved et hjørne. Jeg stod lidt forvirret, rystede på hovedet. * Var han et fatamogana`? Eller bare min fantasi der spillede mig et pus`? * Tænkte jeg. Jeg kunne se på Diego at han var lige så forvirret som jeg. Men før jeg vidste af det kom den lille spinkle mand hen imod mig og diego igen, han drejede af ved hjørnet og stoppede pludselig op foran mig. Stadig dansende og livslystig. Han proppede et lille lommetørklæde i sin lille lomme. Ordnede sit hår, skønt han intet hår havde.. Han åbnede boksen til Diego, trak ham ud. Det undrede mig endu mere da han ikke var Diegos ejer eller andet. Diego kiggede på mig. " Ved du hvem han er? " Spurgte han forvirret over manden. Jeg rystede på hovedet. " Jeg har ingen anelse! " Sagde jeg stille. Manden satte sig ned og hamrede noget til Diegos hov, han hamrede på en jern dims så det formede sådan en slags ring. Pludselig kom jeg til at tænke over at Manden nok var ham som Diegos ejer havde ringet efter. Ejeren kaldte ham for smed, så han må vel være en smed, hvad end det så er? Diego, var mere end forvirret nu. " Det er en smeed! " Råbte jeg til Diego. " EN FED? Ja jeg har godt opdaget han er lidt fed.. " Sagde Diego. Vi anede ikke hvad spinkle betød, men det lød da godt.. Selvom han ikke var spinkel.. " Nej, nej! Han er en Smeeed! " Råbte jeg så han kunne hører det, det var jo lidt svært at lytte til hinanden når den spinkle mand hamrede en hestesko på plads og ordnede de sager der skulle ordnes. " Aaaaah! En smed! " Sagde Diego, nu var han forstående på det jeg havde sagt. Jeg nikkede kort. Den spinkle mand havde bindt Diego fast til boksen med et slags reb, der forbindte hans mule eller sådan noget. Den spinkle mand. Rejste sig igen da han havde gjort det med hesteskoen. Han satte ting på plads og pludselig dansede han forbi hjørnet igen og forsvandt. " Han gør ikke noget, sådan en smed hjælper os bare! " Sagde jeg til Diego. " Nå oka! " Sagde diego og skævede lidt. Pludselig kom den lille spinkle mand tilbage hen imod os, han drejede igen af ved hjørnet. Han havde et eller andet på sig. " Rolig Diego han gør os ikke noget! " Vrinskede jeg. "Jaja, det har jeg godt opfattet Nicole! " Sagde Diego og grinte lidt før han prustede. Jeg smilte, vendte hovedet mod den spinkle mand. Fik øje på noget han gemte inde i sin frakke lomme. Pludselig fik jeg øje på at det var en lille kniv. * Hvad i hele denne verden skulle en Smed bruge en kniv til`?.. Og så gemmer han den i lommen? * Tænkte jeg mærkværdigt nok. " Øhh.. Diego? Har en Smed en.. " Skulle jeg lige til at sige, men jeg nåede det ikke. Den ellers så spinkle mand som intet ville gøre, som var en smed.. Havde stukket kniven frem, slibet noget på en pil og skudt Diego lige i halsen.. Diego faldt straks ned, der lå han.. Alt var forvirrende nu. * Havde han lige ramt Diego med en pil? Nej? .. Han var jo bare en rar og kløgtig smed? Eller.. Var han noget helt andet? * Tænkte jeg. Først 2 min. efter var det gået op for mig at den spinkle rare smed åbenbart ikke var en smed, eller rar.. Han kom lige imod mig. Jeg tænkte på det Diego havde sagt før, nemlig den gang den lille pige kom. Han havde sagt at jeg skulle stejle. Vrinske. Fægte med hove og bide. Jeg prøvede ihvertfald. Men før jeg vidste af det.. Ja, der var jeg simpelthen selv endt med en pil i halsen. Alt sortnede omkring mig, alt var mørkt.. Ja. ALT! Jeg faldt stille i søvn. Pludselig vågnede jeg igen. * Hvor var jeg? Hvor var jeg havnet? Det føltes så mærkeligt at stå op? * Jeg åbnede øjnene. Håbede alt det der var sket kun var en drøm.. Men ak nej! Der stod jeg i en Heste transport ved siden af Diego. Han var vidst vågenet for længst. Han vrinskede og sparkede, han ville ud. Døren til hestetransporten blev låst fast. Det var temmeligt mørkt derinde. Det eneste lyspunkt var et lille vindue ved siden af mig.. Jeg kiggede fortabt ud af det. " Øhh.. Nicole? " Spurgte Diego. " Jaeh? " Svarede jeg. " Jeg.. er ked af det! " Sagde han. Jeg vendte hovedet mod ham, nu var vinduet lige meget. Alt det jeg tænkte på var Diego, han græd.. Jeg havde aldrig i hele mit liv set Diego græde.. Han var jo den der? Tapre.. Modige hingst.. Ham som alle så op til. Han var en helt! " Ked af hvad? " Spurgte jeg. " Ked af.. Jeg er ked af.. At have svigtet dig! " Svarede han. Jeg sukkede tungt. Prøvede at holde mig tilbage med at græde. " Du.. Du har ikke svigtet mig! .. Desuden betyder jeg ikke så meget igen! " Svarede jeg, jeg vendte hovedet om mod vinduet. Kiggede ud. " Ved du hvad jeg kan se? " Spurgte jeg og smilede for at opmuntre ham. " Nej, hvad kan du se Nicole? " Spurgte han håbløst. " Jeg kan se.. Jeg kan se.. Håb.. Jeg kan se håb forude! Det som tvivler faldmer, men dem som håber lysser i mørket! " Sagde jeg, jeg lod en tårer trille. Han kunne ikke se det alligevel. " Nicole! Lad være med at græde! " Sagde han. * Hvor vidste han fra at jeg græd? .. Han havde jo ikke ligefrem set mig! Det var jo mørkt og jo vendte jo hovedet imod vinduet og ikke imod ham. * Tænkte jeg undrende. " Jeg græder ikke! " Svarede jeg straks igen. " Jo du gør! Jeg kan hører det på din hæse stemme! " Svarede Diego. Jeg blev stille.. Pludselig standsede bilen og det samme gjorde hestetransporten. Man kunne hører en lille stemme snakke om bla det ene og bla det andet. " Tror du vi skal springe ligesom Carey? " Spurgte jeg. " Måske.. " Svarede Diego. Jeg blev stille. Pludselig åbnede døren til hestetransporten. Alt blev lyst. Jeg klemte mine små øjne sammen, jeg havde jo levet i mørke i snart én til fire timer. Diego der imod havde øjnene helt åbne. Jeg åbnede også øjnene helt, men først da vi kom ud og blev strilet og gjort klar. * Hvor mon vi skal hen?* Tænkte jeg nervøst og lidt bange. Diego stod og svingede med hovedet og piftede rundt med halen, da en flue irriterede ham. Den lille spinkle mand kom frem igen, han rakte en blomst frem hen imod mig og Diego. " Smukt! Ikk? " Sagde han og puttede blomsten i lommen. Han tabte et lommeur. " Nå pyt, det var alligevel også så gammelt det ur! " Sagde han. Diego tog det rundt om sin hals da det hang i en lille kæde af guld. Manden tog noget havre frem lod os græsse lidt ude på en hø mark, men hvad hjælper det når vi ville have græs og ikke tørt hø som alligevel var blevet høstet?.. Vi stod nemlig og søgte efter græs mens vi gik på nogle hårde stumper korn som var blevet sorteret i alle verdens farver. Diego så lidt irriteret ud. " Noget galt Diego? " Spurgte jeg. Diego så på mig. " Ja! Alt er galt! Er det ikke gået op for dig at vi er blevet kidnappet af en illegal smed? Nej vent.. Han er jo ikke engang smed! " Sagde Diego møg irriteret. " Jo Diego det er gået op for mig.. " Svarede jeg tærtne. Den spinkle mand havde samlet havre, majs, hvede, gulderodder og alverdens grøntsager, frugt, mad og hvad ved jeg sammen. Vi fik også en spand med vand til os vær' Den var helt fyldt, men noget tid efter var den tom.. Vi havde jo været mega tørstige og sultne. Pludselig kom der flere og flere hestetransporter. Den spinkle mand trak os til side. Og en masse kønne heste kom frem. Diego var helt væk i en af dem, hun hed. ' Annabel. ' Jeg kunne se på ham at han var mere end lun på hende, nej han var fuldstændig væk i hende. " Øhh.. Diego? " Spurgte jeg. " Nej ikke nu Nicole. Jeg står lige og beundre hende. " Sagde han. " Ej Diego.. Hvad med Carey? " Spurgte jeg straks lidt mere alvorligt. " Carey? Hah! Tror du jeg har noget kørende med Carey? " Spurgte han, men pludselig så han lidt nedtrykt ud. " Ja.. Det troede jeg faktisk.. " Svarede jeg, men han nåede ikke svare på hvad jeg lige havde sagt. For den Spinkle mand hev os op mod en plads hvor der stod på et stort skilt. ' Jubileums marked for dyr. ' Jeg fik et chok, nej værer! Jeg var fuldstændig ude af den! Jeg stejlede. Sparkede ud efter alt og alle, ja ikke mindst den spinkle mand. Men nogle store mænd og mennesker kom hen og trak mig ind mod market. " Hvad har du gang i? " Spurgte Diego. " Hvad jeg har gang i? Hah! Kan du ikke huske hende pigen? Hun kom til marked! Hende der som ville have mig! Hvis jeg kommer ind på marked er jeg solgt! " Vrinskede jeg ophidset og bange. Diegos øjne viste mig at nu var han for alvor ude af den lige som jeg. Han stejlede og kæmpede imod. Men blev stoppet og kom ind på sin plads sammen med mig, inde på marked.. Der var både, kaniner, hamster, katte, hunde, køer, kyllinger, høns, gæs og ikke mindst heste! Den spinkle mand fik os taget hen på en slags stå plads. Han bandt os godt fast. Der kom pludselig mange mennesker, der i blandt en lille familie. Der var en høj mand som smilte, en lille dame som grine. En storebror som var ligeglad med heste og istedet ville hen til spillemaskinerne og vinde, en hund som lige var blevet købt, en pige som.. Åhh nej! En pige som var mere end intresseret i at købe mig. Hendes mor var lige bag hende. " Åhh nej! Du mener ikke vi skal købe den hoppe! " Sagde hun. Men pigen insisterede grovt. " Du sagde jeg måtte købe en hoppe fra marked! Og nu er vi på marked og der står en hoppe som jeg vil købe! " Svarede den lille irriterende pige. Jeg genkendte hende straks. Diego gik i forsvarspotision. Han ville beskytte mig. Men blev hivet tilbage af en høj mand med høj hat og sort kappe. " Ej, han var da skynd! Hvad koster han? Om man kan byde på ham eller? " Spurgte manden. Den lille spinkle mand snakkede i noget tid med manden med den høje hat. Pludselig kunne jeg hører pigens mor sige. " Jaja! " Og så den lille spinkle mand som stod foran pigen og moren og rakte moderen hånden. Og modren tog imod hånden. " Oka, det er simpelthen en aftale i første klasse! Ja, nu er hun solgt hun er deres! " Svarede den lille spinkle mand. Han pejede direkte hen på mig. Jeg var bange. " Diego! Diego! Jeg sagde det jo! Jeg er solgt! " Græd jeg. Jeg vendte hovedet hen for at se Diego en sidste gang, men alt kom som et chok for mig.. Diego, min bedste ven.. Ham jeg elskede.. Han var væk, solgt til manden med den høje hat.. Jeg nåede ikke engang se på ham. Jeg nåede ikke engang fortælle ham, hvad han betød for mig.. Den lille pige tog fat i mig. Begyndte alle at trække mig hen til Heste transporten. Jeg kom stille ind at stå i den. Jeg kunne hører pigen og moderen snakke om det gode køb. De lukkede døren og alt blev igen mørkt. Jeg var ikke alene i heste transporten, ved siden af mig stod der en hingst. Han havde vendt hovedet væk fra mig, jeg tænkte jeg heller ikke burde kigge på ham. Jeg vendte også hovedet væk fra ham. Kiggede ud af vinduet. " Hej Nicole.. " Sagde hingsten. Jeg vendte straks hovedet mod ham, * Kender han mig? * Tænkte jeg straks. Jeg fik hurtigt øje på at der var noget bekendt over ham.. Men lige hvad? .. Pludselig standsede bilen og hestetransporten. Døren blev lukket op og vi gik værd for sig. Han kiggede ikke på mig da vi blev tråkket ind i en fold. Der var mange andre heste. De var lidt ligeglade med os.. Jeg havde hørt en mande stemme inde fra huset. Kiggede derind af et vindue. En mand med akurart samme høje hat, som den mand som havde købt Diego havde. Det gik straks op for mig at den mand var den lille irriterende piges far. " Kan du ikke kende mig mere Nicole? " Spurgte hingsten. Jeg kiggede igen hen på hingsten. " Di.. Diego!! " Svarede jeg. " Jeg troede vi var skilt fra hinanden! " sagde jeg, jeg lagde min hals hen til hans. Jeg følte at jeg endelig var blevet lykkelig igen siden vi tog afsted på dette Eventyr. " Diego.. Jeg elsker dig! " Sagde jeg. " Jeg elsker også dig Nicole! " Svarede han. Næste morgen var jeg straks frisk. Den lille irriterende pige havde været ude at ride sammen med sin veninde. Jeg mødte en hoppe som hed Amber. Hun var ret ligeglad med mig. da vi kom hjem igen fra den galop tur jeg havde været på.. Var Diego spandt fast til hegnet. Der var ikke stød på hegnet heldigvis! Jeg kom ind at stå ved folden. Diego var helt livsløs. Han var nær' døden for han så virkelig så dårlig ud. Som om de havde mishandlet ham.. Det gik hurtigt op for mig at manden med den høje hat havde mishandlet ham mens den lille irriterende pige var med sin veninde ude at ride. " Diego hvad er der sket? " Spurgte jeg og bed rebet over. " Det er lige meget, vi stikker væk her fra! De mishandler.. dræber. I morgen vil de slagte os.. Lave os om til hestekød! " Sagde han. Jeg blev chokeret. * Så onde troede jeg ingen mennesker kunne være * Tænkte jeg for mig selv. " Ja, vi stikker af her fra! " Svarede jeg desperart efter at komme væk, med det samme. Den lille irriterende piges veninde så på Diego enden hun gik hjem. " Stakkels lille fyr.. " Sagde hun for sig selv og åbnede lågen til os. " Stik af! " Råbte hun. Diego og jeg stak sammen af. Den lille pige var også hurtigt væk på sin hest. Vi galoperede og galoperede i mange dage. Diego stoppede. Jeg kiggede tavs på ham. " Hvad nu? " Spurgte jeg. " Jeg må forlade dig nu! " Svarede han. Jeg kiggede uforstående på ham. " Forlade mig? Jamen? hvorfor? " Spurgte jeg, det var ikke helt gået op for mig. " Fordi jeg vil til Meksiko.. Jeg vil hjem til min familie.. Bare rolig! Jeg kommer tilbage til dig efter mit besøg! " Sagde Diego. " Jamen.. Hvordan kan du vide hvor jeg befinder mig på det tidspunkt? " Spurgte jeg. " Jeg følger vinden.. Jeg finder altid dig der hvor vinden blæser.. " Sagde han. En tårer trillede ned af min kind. Jeg lagde mig ind til ham. " Jeg giver dig den her, så vil du altid huske det her vi har været igennem sammen! " Hviskede han i mit øre. " Nej. Smid det væk, det har tilhørt den spinkle mand.. Jeg vil have noget helt andet... Noget som vil betyde meget mere for mig.. " Sagde jeg. Diego så på mig i noget tid. " Hvad er da det? " Spurgte han undrende. " Det er noget jeg ikke kan beskrive. " Sagde jeg stille. Jeg lænte mig forover og der kom det.. Det jeg stadig vil kunne huske.. Et kys.. Diego rødmede lidt, jeg kunne tydeligt se det på ham. " Jeg vil aldrig glemme dig Nicole off Nacademus Nicodemus. Jeg kommer jo snart igen! " Sagde han, og galoperede væk. Men ikke helt væk for han standsede på en bakketop. " Jeg håber da ikke du vil glemme mig! For jeg glemmer heller aldrig dig Diego off Glarmiss Nacs ! " Vrinskede jeg. Han stejlede. " Jeg følger efter vinden, følger efter hvor den blæser.. Jeg kigger efter hvor skyggerne bliver lange. Så finder jeg dig snart igen. " Sagde han. Jeg smilte smirget til ham. Aldrig i hele mit liv havde jeg været så forelsket.. Jeg fløj jo på den lysserrøde sky, i himlen. " Tak for et utroligt Eventyr! " Vrinskede jeg. Jeg kunne atter hører Diegos stemme. " Husk nu Nicole off Nacademus Nicodemus, Eventyret er først lige begyndet.. " Det var det sidste jeg hørte til ham. Diego.. Jeg kom nemlig til en flok ved navn Starlight flokken, jeg er der endu.. Og venter.. Ja, venter på Diego.. Hvis han nogensinde kommer igen? Jeg tvivler, for alt det han sagde med Vinden og de høje skygger betyder jo slet ikke noget.. Jeg tror han er død.. For der er snart gået 3 år, og han skulle jo kun besøge dem i Meksiko.. Men jeg håber da, at jeg ser min ven Diego igen.. For et eller andet sted tror jeg at han er på vej.. På vej til mig.. På vej til et nyt Eventyr.
Denne historie er lavet af Maja g. Evt. Noodle.
Til min elskede Cathrine <33'3
(COPYRIGHT)
..
