Post by Holly Dream on Nov 11, 2006 16:58:33 GMT -5
Syntes lige jeg ville ligge min nye Dansk stil ind. Om den Uværdige Delefin..
Den uværdige delefin.
Indledning:
Der stod Anni i sin smukke nederdel. " Tror du den er for lille? " Spurgte hun, hun kiggede sig ind i spejlet. Tog sit hår tilbage med de sidste hårnåle. Hendes veninde Linea kiggede på hende i noget tid. " Nej, slet ikke. Den skal bare lidt ned. Man sætter ikke en nederdel op over navlen. " Hun grinte, lidt nedgørende. " Det ved jeg da godt! " Hvæsede Anni igen. " Jaja.. Slap da lige lidt af! " Sagde Linea. Hun grinte dog igen. " Nå, men skal du så have den? " Spurgte Linea usikkert, hun havde nemlig selv tænkt sig at købe den akurart samme størelse som Anni lige havde haft på, og det var den sidste. " Tjoeh.. Den klæder mig da? " Sagde Anni og rettede lidt på den. " Nej.. Den er måske en smule for lille! " Svarede Linea surt. " Nej, det syntes jeg egentligt ikke selv.. Jeg tror jeg køber den! " Svarede Anni glad. " Vent udenfor.. Jeg kommer om lidt! " Sagde Anni. Linea nikkede forstående og traskede ud af omklædningsrummet hun stod i. Hun ventede udenfor, mens hun kiggede på en flot trøje. Anni kom stille gående hen imod ekspidienten. Derefter kom hun hen til Linea med en lille pose med nederdelen i. Alle pigerne var jo begyndt at gå vildt meget op i tøj, pludselig. Så Anni og Linea ville selvfølgelig også være dem der 'smarte' tøsser. De begyndte roligt at gå ned imod pizzaria for at få sig noget at spise efter den hårde shoppetur. De standsede udenfor. Linea skulle lige svarer på en sms til Marie. " Kom så går vi ind og for noget at spise! " Sagde Linea med et lille smil. De gik sammen derind. Satte sig ved bordet. Spiste og gik ud til cyklerne efter måltidet. Anni satte sig op på cyklen. Gjorde sig klar til at skulle hjem ad, hun havde faktisk glædet sig en smule til at komme hjem for der ventede der varmt kakao og mors berømte hjemme bagte boller. Linea satte sig også op på cyklen. De traskede afsted igennem den kolde vinter kulde. Men pludselig stoppede Linea henne ved et vindue til den nye smarte tøj forretning. Hun stirrede ind gennem ruden. Hun så ud som om hun var dybt optaget af et tilbudsskilt. Anni så undrene hen på hende. " Har du fået øje på noget? " Spurgte hun nysgerrig. Linea nikkede ivrigt. " Er den ikke bare totalt cool den nye top derinde? Det er sådan en stjernerne i Hollywood har på! " Nærmest råbte hun til Anni. Anni nikkede, hun syntes faktisk den var ret så smart nok. Tænk at nogen fra Hollywood gik rundt i sådan noget tøj. Det var faktisk temligt billigt tøj syntes hun, hun undrede sig lidt over det. De gik sammen derind. " Prøv den! Prøv den! " Sagde Linea utålmodigt. " Jaja! " Svarede Anni med et smil. Hun tog fat i den og trippede hen til omklædningsrummet. Slog Gardinforhænget for og tog den på. Den virkede lidt for lille til hende, ja oka.. Faktisk alt for lille. Linea trak op i Gardinforhænget. " Må jeg se? " Spurgte Linea glad. " Jaja da.. " Svarede Anni. " Er den ikke for lille? " Spurgte Anni. " Nej da! Den passer perfekt! " Svarede Linea. Anni kunne nemt gennemskue hendes ironiske og skeptiske blik. " Jeg gider ikke have den på! " Svarede Anni surt, hun slog hårdt gardinforhænget for igen og skiftede til sit tøj. Hun gik forsigtigt ud igen og så hen på Linea. Hov.. Hvad var det, der stod.. Åh nej.. Det var da godt nok pinligt! Der stod Marie og hendes slyng veninde Laura ved siden af og skrald grinede. Annis hår var helt elektrisk og filtrede af den top hun måtte prøve. Marie tog et billede, med sin nye mobil. " Hah, den skal vi bare vise til hele skolen! " Sagde hun og lo. Hendes slyng veninde nikkede, Anni kendte hende ikke engang.. Anni havde altid syntes de var snobber i første klasse rækken. Linea stod der og rystede på hovedet. " Skal jeg holde din nederdel, imens du banker dem på plads`? " Spurgte hun. Anni nikkede, hun rakte posen med nederdelen til Linea og nærmest sprang efter Marie og hendes slyng veninde. Anni vendte sig om da de var ude af syne. Pludselig var Linea også væk. Det her var mystisk. Hun begav sig hjem ad. Og traskede i regn, sne og slud, hjem til sig selv. 7 måneder efter var det gået dårligt i skolen. Linea havde ikke afleveret nederdelen og Marie og hendes slyng veninde havde vist alle i skolen det pinlige billede. Kunne det blive værer for Anni?.. Ja, måske. Som du nu skal hører.. Anni var lige kommet hjem. Hendes hjem var tomt, fuldstændig ødet som var det en ørken slætte.. Hendes mor skulle ellers have været hjemme, men hun regnede med at hun var ude at handle. Anni satte sig op i sofaen og nød stilheden. Ingen kunne mobbe hende til døde nu! Nu kunne hun roligt stå og glo TV. dagen lang! Hun startede self. på ekstrakanalen. Lige med det samme hun blandte på den kom der MTV.. Det var noget hun altid ville ønske de kunne skaffe rigtigt. Derefter blandte hun på Tv2, det handlede om en pige som hed Camilla og levede i sin egen magiske verden, med succe og glade stunde. Det var det Anni ønskede at hun havde det på samme måde som Camilla lige akurart nu, Pludselig lød der et smæld udenfor. Det var sikkert bilen. Ja, Anni havde fuldstændig ret. Der holdte bilen og hendes mor kom fløjtende ind i huset med en masse at bære. Anni løb ud til hende. Men hendes mor var stresset og havde utrolig travlt med både det ene og det andet. Da hun var færdig stoppede hun op midt inde ved stuen, tjekkede sin plan, løb hen og satte et ordentligt kryds henne på kaldeneren. " Hvad laver du? " Spurgte Anni opmærksom. " Jeg sætter kryds og kande ved næste uge! Vi skal jo til Califormien og hygge os hele de næste 2 uger! " Svarede Annis mor med smil på. Anni nikkede spændt. Hun havde glædet sig til det her.. Og faktisk helt glemt hun skulle derhen, det virkede næsten som en drøm.. Da dagen kom og de skulle afsted kørte de hen til billund og hen mod lufthavnen. Anni syntes det var hyggeligt, nu slap hun jo for det hele. Alle de irriterende piger der havde løbt efter hende og nærmest irriteret hende siden de så det pinlige billede. Tiden gik faktisk meget langsomt. Hun kiggede hen på uret, stilheden tog nærmest over. Hos hendes familie. Hun satte sig ved et bord og da det endelig var deres flyver som blev råbt højt i højttalerne, nærmest sprang hun op. Tog fat i kufferten, tjekkede om hun havde husket det lille engangskamera. Ja, gudskelov for det! " Bare rolig Anni, vi har en hel time til at komme hen til flyveren og alt sådan noget stads! " Sagde hendes mor med et lille grin. Ej, det var da godt nok for meget! Så havde Anni lige glædet sig helt vildt, hun kunne næsten ikke vente til at komme afsted og pludselig siger hendes mor at der er 'En' hel time tilbage.. Tiden gik utroligt langsomt efter hånden.. Endelig kom de med flyveren.. Efter en dag ankom de og det gik virkelig godt!
Der var nu ved at være gået godt og vel nogle uger, Anni havde det virkelig godt i Califormien. Det var virkelig hyggeligt. Tiden gik, som tider jo gør.. Og nu kom hendes mor hen til hottelet med en lille ekstra gave i hånden. " Anni? " Sprugte hun straks. " Ja! " Svarede Anni. Hendes mor gik stille hen til hende og afleverede dér en lille bitte gave, den var pakket ind i lysserrødt silke papir. Med små hjerter, og et lille kort som næsten var ulæseligt. Alligevel fik Anni frem læst.
Kære Anni, nu har vi rigtigt hygget os de sidste par. dage
Tiden går jo, som tider jo for det meste gør..
Det har været utrolig hyggeligt at være på ferie
Jeg elsker dig knus mor.
Anni var spændt! Hun kunne næsten ikke vente med at lukke den lille fine pakke op. Hun smilte over hele hovedet. Det er så nu jeg kommer ind i billedet!.. Anni åbnede gaven, kiggede ned i den. En lille fin svovlæske lå med ryggen til det fine papir. " Ej, mor jeg ryger jo ikke! Hvorfor giver du mig sådan en æske tændstikker? " Spurgte Anni utilfreds. Hendes mor grinte blidt. " Det er jo meningen du skal åbne den! " Svarede hun. " Nårh ja, det vidste jeg godt! " Sagde Anni med et smil. Hun åbnede roligt æsken med stil. Pludselig kom der en lille blå ting til syne, det var mig. Ja, nemlig mig som fortæller denne historie. Der lå jeg, lige så pæn og ny, skindene og blank.. Jeg følgte mig som var jeg en konge i en lille æske. Jeg var bygget op af det smukkeste og malet til det sidste strøj. Jeg kiggede op på min nye ejer. ' Anni ' i dette tilfælde. Hun tog fat i mig, knuede mig ind til hende og stille lod hun en finger mærke min lille næsetip. Jeg grinte, hun virkede virkelig rar. Hun smilte til mig. " Nej, det var da en sød lille Delefin! " Sagde hun og lagde mig ned i min lille æske igen, skønt den var åben. " Jeg tænkte også du ville blive glad for den, bare sådan en lille minde gave. " Sagde hende mor og smilte. Anni smilte igen, hun gav sin mor et kram. Hendes mor traskede atter hen imod sit hottel værelse. Hun begyndte roligt at lægge alt muligt rod på plads. Anni tog mig hurtigt op af æsken igen, puttede mig ned i hendes lille lomme, der var blødt og rart, jeg følgte mig faktisk temmelig sikker dernede. Jeg kunne nu hører en mumlen i baggrunden, det lød til at hendes mor og hende selv lige pludselig skændtes. Nu var jeg en smule bange. Jeg hoppede op og ned af lommen i min lille æske. Jeg kunne mærke hvordan jeg nærmest sprang op og hen imod venstre side, nej.. højre.. Nej faktisk ikke noget. Det var mørkt i lommen, jeg ville skimte hvad der skete, men kunne intet se. Pludselig kunne jeg se ét lys. Det blev skarpere og skarpere. Anni åbnede æsken. Det var helt ufatteligt lyst udenfor, især når man har været i sådan en lille æske. Jeg kunne hører drøn og folk der snakkede. Det lugtede af fisk.. Så pludseligt! Anni satte sig på en bænk. " Ved du hvad? " Spurgte hun til mig. Jeg lå helt stille. " Hvad? " Hviskede jeg selvom hun nok ikke kunne hører det. Anni så surt på mig. " Jeg bryder mig ikke om dig mere.. Min mor ville ikke engang sørge for den fine pocelæns figur henne i butikken til højre. Hun så temmelig vred ud. " Jeg gider ikke finde mig i det mere! " Råbte hun surt. " Jeg syntes min mor køber de mest grimme og mådbydelige gaver! " Sagde Anni og lagde mig udenfor den gamle butik med det fine pocelæn. * Gud hvor var hun en forkælet unge! .. Jeg troede ellers hun var sådan en sød og rar ejer! Jeg finder sikkert én der vil sætte pris på mig engang! * Tænkte jeg vredt over alt det der var hændt. Det var så det sidste jeg så til Anni, og først hér.. Begynder min historie, mit eventyr, min fortælling, mit oplevelse om Den Uværdige Delefin som pludselig blev mere værd end selv Anni ville kunne tænke sig frem til!
Den uværdige delefin.
Jeg lå som sagt der og blev helt forladt. Tænkte at det bedste ville gå mig godt i livet. Folk gik forbi mig og så hen imod Pocelæns butiken i håb om, at selv få råd til selv den dyreste ting i butiken. Det var ved at blive koldt. Jeg lå stadig der og da aftnen var gået.. Var jeg pludselig helt alene på stredet i mørket og tilfeldigvis også regnen.. Det regnede virkelig, jeg prøvede nu at se ud som om jeg var det bedste og den værdifulde genstand alle ville ønske.. Og det skulle gerne ligne at jeg bare med et uheld var faldet ud fra en lomme. " Goddag.. " Kunne jeg hører nogen mumle i regnen. Min maling falmede straks.. Det så ud som om jeg var ridset op. " Hvem der? " Spurgte jeg en smule bekymret. " Det er mig! " Svarede mumlen straks. " Mig hvem? " Spurgte jeg. " Anni? " Spurgte jeg igen. " Nej.. Da! " Svarede mumlen igen. " Jeg er her. Det er mig henne ved vinduet! " Råbte en lille pocelæns figur. Jeg åbnede øjnene, så hen imod vinduet. Jeg genkendte straks den lille pocelæns figur. Det var den Anni havde ønsket sig. " Jeg gider ikke snakke med dig! Du er for fin! " Sagde jeg. " Hold da lige op, makker! " Svarede Pocelæns figuren. " Hvad er du egentligt for en ting? " Spurgte jeg den fine pocelæns figur. " Jeg er da en yndig delefin.. Af ægte pocelæn! " Svarede den. " Hvad er du så for noget skrammel? " Spurgte pocelæns figuren en smule snobbet. " Jeg er da.. Ja.. Jeg er .. Hvad er jeg egentligt? " frem stammede jeg en smule trist. Jeg følgte jeg var intet værd! Simpelthen intet! " Du er da bare det rene skrammel, lad mig sige det klart! Jeg er mere værd end du nogensinde kommer til at fatte! Jeg er jo af ægte dyrt, pocelæn fra pocelæns butikken i københavn " Svarede Pocelæns figuren surt. Jeg var meget ked af det, lod en tårer trille ned, pocelæns figuren kunne alligevel ikke se det i regnen.. Sneén og blæsten som pludselig kom ind fra vest. " Se bare der! Du er jo ude i kulden! Jeg er inde i varmen. Du mister helt din glød og alt det du var værd før! " Sagde pocelæns figuren meget ligeglad og måbende. " Hvorfor siger du sådan noget om mig? " Spurgte jeg forgrædt. " Ups! Det havde jeg jo glemt! Du er jo slet ikke noget værd, du er jo kun skrammel.. Fra den nærmeste genbrugs butik! Nej, der hører du måske slet ikke til! " Sagde Pocelæns figueren smart. Tiden gik.. Som tider jo gør.. Næste dag gik folk i mylder rundt om mig. Ingen samlede mig op. Men så pludselig kom der en lille pige. Hun samlede mig op. Kiggede længe på mig. Hun knuede mig ind til hende. Og så begav hun sig afsted i sine små fine Kawaii San sko. Hun humbede hen imod Havnen igen. Jeg blev samlet op henne ved en kaj og så pludselig. ' BUMP ' hun tabte mig.. Det var et maridt! Endu engang måtte jeg over natte i vinden. Blæsten, kulden. Pludselig en dag var min malling helt forsvundet. Nu var jeg slet intet værd. Jeg kiggede ud mod horisonten. Pludselig kunne jeg se nogle slags fisk hoppe hen imod mig. De sprang op og ned! Frem og tilbage. Smilte, de så utrolig flotte ud. Blå som mig, havde hale som mig og pludselig samme næse tip som mig. De sprang rundt omkring mig. De overså mig helt. Jeg smilte når de havde det sjovt. Hviskede med hvis de snakkede skønt jeg vidste de ikke ville kunne hører mig. Lyttede selv i de mindste stunde. Jeg glemte helt jeg intet var værd, ihvertfald i noget tid, Pludselig kom en dreng hen imod mig. Han satte sig ned på havnens bro og tog fat i mig. Så på mig i noget tid. " Hvem smider sådan noget billigt bras her?.. " Spurgte han og kastede mig op i vilden sky og så landte jeg blødt i hans hænder igen. En lille pige, sikkert hans lille søster kom løbende imod mig og drengen. " Søren! Læg den Delefin ned hvor du fandt den! Vi skal hjem og have aftensmad! " Råbte den lille pige en smule højt og tvært. Som om hun var hans mor, selvom man nemt kunne se hun var meget mindre årig end selv ham, han smed mig fra sig og løb hen imod pigen og væk var de. Jeg tænkte lidt over det pigen havde sagt, ja det var jo begyndt at blive aften og .. hvad var det nu! .. Ej, nej, nej, nej! Det kunne simpelthen ikke passe.. Hun kaldte mig lige.. Delefin?. Endelig kan jeg huske hvad og hvem jeg er! Jeg så hen mod de store delefiner i vandet, ja.. De var godt nok større end mig, og.. ja, de så pænere ud end mig.. Var sikkert også mere værd end mig? .. Men, jeg var jo .. En delefin! En lille blå Delefin, ligesom dem! Ja, her kom jeg i den store verden. Uden betydning! Uden at vide hvem og hvad jeg skulle! Jeg var en rigtig delefin, eller .. var jeg?.. " Jeg kommer nu, alle mine hav venner! " Råbte jeg og der hoppede jeg afsted som den lille plastic dims jeg var, uværdig.. - ganske nok.. Grim. - ja, utrolig klam. Kold - det bliver man vel af tiden udenfor?.. Delefin - Ja, gu' var jeg en delefin! Det var lige det den skrappe pige havde sagt! Jeg hoppede frem og såå! Ja såå!.. Nu kommer den store sentasion! For så! Ja Så! Nu så! Ja.. Knækkede min halespids.. Jeg røg pladask ned i vandet. " JEG KAN SVØMME, JEG KAN SVØMME JEG KAN " Blop blop.. Blob.. Jeg farede op af vandet, " JEG KAN IKKE SVØMME! JEG KAN IKKE SVØMME! " Blop blop.. Jeg sank til bunds med det samme. Jeg, som troede jeg var en rigtig delefin.. Var i virkeligheden intet værd, slet ingen delefin, klam, uelsksom, kold og tjoeh.. havde for mange livs mål.. Pludselig kom jeg svævende op i himmlen. * Var jeg død? Var jeg virkelig død.. * Det gav et Z i mig.. Hvor var jeg nu.. " Er jeg en rigtig delefin? Delefin venner? " Spurgte jeg. Jeg åbnede øjnene. Men hov.. Det virkede så mørkt.. Som om .. Jeg kunne mærke jeg sad helt indeklemt.. Det føltes som om.. Ja.. Som om jeg stadig ikke var kommet ud af tændstik æsken.. Den æske jeg var kommet ud af for første gang jeg så Anni, havde jeg bare drømt?..
Jeg blev afleverede i en lille bitte gave, den var pakket ind i lysserrødt silke papir. Med små hjerter, og et lille kort som næsten var ulæseligt. Alligevel fik Min ejer frem læst.
Kære Anni, nu har vi rigtigt hygget os de sidste par. dage
Tiden går jo, som tider jo for det meste gør..
Det har været utrolig hyggeligt at være på ferie
Jeg elsker dig knus mor.
Jeg kunne mærke at nu steg spændingen! Min ejer kunne næsten ikke vente med at lukke den lille fine pakke op. Hun smilte over hele hovedet. Det er så nu jeg kommer ind i billedet!.. Min ejer åbnede gaven, kiggede ned i den. En lille fin svovlæske lå med ryggen til det fine papir. " Ej, mor jeg ryger jo ikke! Hvorfor giver du mig sådan en æske tændstikker? " Spurgte Anni utilfreds. Hendes mor grinte blidt. " Det er jo meningen du skal åbne den! " Svarede hun. " Nårh ja, det vidste jeg godt! " Sagde Anni med et smil. Hun åbnede roligt æsken med stil. Pludselig kom der en lille blå ting til syne, det var mig..
Made by: Maja G.
Called: Noodle.
Story: Den uværdige Delefin
SÅ KOMENTAR!
Den uværdige delefin.
Indledning:
Der stod Anni i sin smukke nederdel. " Tror du den er for lille? " Spurgte hun, hun kiggede sig ind i spejlet. Tog sit hår tilbage med de sidste hårnåle. Hendes veninde Linea kiggede på hende i noget tid. " Nej, slet ikke. Den skal bare lidt ned. Man sætter ikke en nederdel op over navlen. " Hun grinte, lidt nedgørende. " Det ved jeg da godt! " Hvæsede Anni igen. " Jaja.. Slap da lige lidt af! " Sagde Linea. Hun grinte dog igen. " Nå, men skal du så have den? " Spurgte Linea usikkert, hun havde nemlig selv tænkt sig at købe den akurart samme størelse som Anni lige havde haft på, og det var den sidste. " Tjoeh.. Den klæder mig da? " Sagde Anni og rettede lidt på den. " Nej.. Den er måske en smule for lille! " Svarede Linea surt. " Nej, det syntes jeg egentligt ikke selv.. Jeg tror jeg køber den! " Svarede Anni glad. " Vent udenfor.. Jeg kommer om lidt! " Sagde Anni. Linea nikkede forstående og traskede ud af omklædningsrummet hun stod i. Hun ventede udenfor, mens hun kiggede på en flot trøje. Anni kom stille gående hen imod ekspidienten. Derefter kom hun hen til Linea med en lille pose med nederdelen i. Alle pigerne var jo begyndt at gå vildt meget op i tøj, pludselig. Så Anni og Linea ville selvfølgelig også være dem der 'smarte' tøsser. De begyndte roligt at gå ned imod pizzaria for at få sig noget at spise efter den hårde shoppetur. De standsede udenfor. Linea skulle lige svarer på en sms til Marie. " Kom så går vi ind og for noget at spise! " Sagde Linea med et lille smil. De gik sammen derind. Satte sig ved bordet. Spiste og gik ud til cyklerne efter måltidet. Anni satte sig op på cyklen. Gjorde sig klar til at skulle hjem ad, hun havde faktisk glædet sig en smule til at komme hjem for der ventede der varmt kakao og mors berømte hjemme bagte boller. Linea satte sig også op på cyklen. De traskede afsted igennem den kolde vinter kulde. Men pludselig stoppede Linea henne ved et vindue til den nye smarte tøj forretning. Hun stirrede ind gennem ruden. Hun så ud som om hun var dybt optaget af et tilbudsskilt. Anni så undrene hen på hende. " Har du fået øje på noget? " Spurgte hun nysgerrig. Linea nikkede ivrigt. " Er den ikke bare totalt cool den nye top derinde? Det er sådan en stjernerne i Hollywood har på! " Nærmest råbte hun til Anni. Anni nikkede, hun syntes faktisk den var ret så smart nok. Tænk at nogen fra Hollywood gik rundt i sådan noget tøj. Det var faktisk temligt billigt tøj syntes hun, hun undrede sig lidt over det. De gik sammen derind. " Prøv den! Prøv den! " Sagde Linea utålmodigt. " Jaja! " Svarede Anni med et smil. Hun tog fat i den og trippede hen til omklædningsrummet. Slog Gardinforhænget for og tog den på. Den virkede lidt for lille til hende, ja oka.. Faktisk alt for lille. Linea trak op i Gardinforhænget. " Må jeg se? " Spurgte Linea glad. " Jaja da.. " Svarede Anni. " Er den ikke for lille? " Spurgte Anni. " Nej da! Den passer perfekt! " Svarede Linea. Anni kunne nemt gennemskue hendes ironiske og skeptiske blik. " Jeg gider ikke have den på! " Svarede Anni surt, hun slog hårdt gardinforhænget for igen og skiftede til sit tøj. Hun gik forsigtigt ud igen og så hen på Linea. Hov.. Hvad var det, der stod.. Åh nej.. Det var da godt nok pinligt! Der stod Marie og hendes slyng veninde Laura ved siden af og skrald grinede. Annis hår var helt elektrisk og filtrede af den top hun måtte prøve. Marie tog et billede, med sin nye mobil. " Hah, den skal vi bare vise til hele skolen! " Sagde hun og lo. Hendes slyng veninde nikkede, Anni kendte hende ikke engang.. Anni havde altid syntes de var snobber i første klasse rækken. Linea stod der og rystede på hovedet. " Skal jeg holde din nederdel, imens du banker dem på plads`? " Spurgte hun. Anni nikkede, hun rakte posen med nederdelen til Linea og nærmest sprang efter Marie og hendes slyng veninde. Anni vendte sig om da de var ude af syne. Pludselig var Linea også væk. Det her var mystisk. Hun begav sig hjem ad. Og traskede i regn, sne og slud, hjem til sig selv. 7 måneder efter var det gået dårligt i skolen. Linea havde ikke afleveret nederdelen og Marie og hendes slyng veninde havde vist alle i skolen det pinlige billede. Kunne det blive værer for Anni?.. Ja, måske. Som du nu skal hører.. Anni var lige kommet hjem. Hendes hjem var tomt, fuldstændig ødet som var det en ørken slætte.. Hendes mor skulle ellers have været hjemme, men hun regnede med at hun var ude at handle. Anni satte sig op i sofaen og nød stilheden. Ingen kunne mobbe hende til døde nu! Nu kunne hun roligt stå og glo TV. dagen lang! Hun startede self. på ekstrakanalen. Lige med det samme hun blandte på den kom der MTV.. Det var noget hun altid ville ønske de kunne skaffe rigtigt. Derefter blandte hun på Tv2, det handlede om en pige som hed Camilla og levede i sin egen magiske verden, med succe og glade stunde. Det var det Anni ønskede at hun havde det på samme måde som Camilla lige akurart nu, Pludselig lød der et smæld udenfor. Det var sikkert bilen. Ja, Anni havde fuldstændig ret. Der holdte bilen og hendes mor kom fløjtende ind i huset med en masse at bære. Anni løb ud til hende. Men hendes mor var stresset og havde utrolig travlt med både det ene og det andet. Da hun var færdig stoppede hun op midt inde ved stuen, tjekkede sin plan, løb hen og satte et ordentligt kryds henne på kaldeneren. " Hvad laver du? " Spurgte Anni opmærksom. " Jeg sætter kryds og kande ved næste uge! Vi skal jo til Califormien og hygge os hele de næste 2 uger! " Svarede Annis mor med smil på. Anni nikkede spændt. Hun havde glædet sig til det her.. Og faktisk helt glemt hun skulle derhen, det virkede næsten som en drøm.. Da dagen kom og de skulle afsted kørte de hen til billund og hen mod lufthavnen. Anni syntes det var hyggeligt, nu slap hun jo for det hele. Alle de irriterende piger der havde løbt efter hende og nærmest irriteret hende siden de så det pinlige billede. Tiden gik faktisk meget langsomt. Hun kiggede hen på uret, stilheden tog nærmest over. Hos hendes familie. Hun satte sig ved et bord og da det endelig var deres flyver som blev råbt højt i højttalerne, nærmest sprang hun op. Tog fat i kufferten, tjekkede om hun havde husket det lille engangskamera. Ja, gudskelov for det! " Bare rolig Anni, vi har en hel time til at komme hen til flyveren og alt sådan noget stads! " Sagde hendes mor med et lille grin. Ej, det var da godt nok for meget! Så havde Anni lige glædet sig helt vildt, hun kunne næsten ikke vente til at komme afsted og pludselig siger hendes mor at der er 'En' hel time tilbage.. Tiden gik utroligt langsomt efter hånden.. Endelig kom de med flyveren.. Efter en dag ankom de og det gik virkelig godt!
Der var nu ved at være gået godt og vel nogle uger, Anni havde det virkelig godt i Califormien. Det var virkelig hyggeligt. Tiden gik, som tider jo gør.. Og nu kom hendes mor hen til hottelet med en lille ekstra gave i hånden. " Anni? " Sprugte hun straks. " Ja! " Svarede Anni. Hendes mor gik stille hen til hende og afleverede dér en lille bitte gave, den var pakket ind i lysserrødt silke papir. Med små hjerter, og et lille kort som næsten var ulæseligt. Alligevel fik Anni frem læst.
Kære Anni, nu har vi rigtigt hygget os de sidste par. dage
Tiden går jo, som tider jo for det meste gør..
Det har været utrolig hyggeligt at være på ferie
Jeg elsker dig knus mor.
Anni var spændt! Hun kunne næsten ikke vente med at lukke den lille fine pakke op. Hun smilte over hele hovedet. Det er så nu jeg kommer ind i billedet!.. Anni åbnede gaven, kiggede ned i den. En lille fin svovlæske lå med ryggen til det fine papir. " Ej, mor jeg ryger jo ikke! Hvorfor giver du mig sådan en æske tændstikker? " Spurgte Anni utilfreds. Hendes mor grinte blidt. " Det er jo meningen du skal åbne den! " Svarede hun. " Nårh ja, det vidste jeg godt! " Sagde Anni med et smil. Hun åbnede roligt æsken med stil. Pludselig kom der en lille blå ting til syne, det var mig. Ja, nemlig mig som fortæller denne historie. Der lå jeg, lige så pæn og ny, skindene og blank.. Jeg følgte mig som var jeg en konge i en lille æske. Jeg var bygget op af det smukkeste og malet til det sidste strøj. Jeg kiggede op på min nye ejer. ' Anni ' i dette tilfælde. Hun tog fat i mig, knuede mig ind til hende og stille lod hun en finger mærke min lille næsetip. Jeg grinte, hun virkede virkelig rar. Hun smilte til mig. " Nej, det var da en sød lille Delefin! " Sagde hun og lagde mig ned i min lille æske igen, skønt den var åben. " Jeg tænkte også du ville blive glad for den, bare sådan en lille minde gave. " Sagde hende mor og smilte. Anni smilte igen, hun gav sin mor et kram. Hendes mor traskede atter hen imod sit hottel værelse. Hun begyndte roligt at lægge alt muligt rod på plads. Anni tog mig hurtigt op af æsken igen, puttede mig ned i hendes lille lomme, der var blødt og rart, jeg følgte mig faktisk temmelig sikker dernede. Jeg kunne nu hører en mumlen i baggrunden, det lød til at hendes mor og hende selv lige pludselig skændtes. Nu var jeg en smule bange. Jeg hoppede op og ned af lommen i min lille æske. Jeg kunne mærke hvordan jeg nærmest sprang op og hen imod venstre side, nej.. højre.. Nej faktisk ikke noget. Det var mørkt i lommen, jeg ville skimte hvad der skete, men kunne intet se. Pludselig kunne jeg se ét lys. Det blev skarpere og skarpere. Anni åbnede æsken. Det var helt ufatteligt lyst udenfor, især når man har været i sådan en lille æske. Jeg kunne hører drøn og folk der snakkede. Det lugtede af fisk.. Så pludseligt! Anni satte sig på en bænk. " Ved du hvad? " Spurgte hun til mig. Jeg lå helt stille. " Hvad? " Hviskede jeg selvom hun nok ikke kunne hører det. Anni så surt på mig. " Jeg bryder mig ikke om dig mere.. Min mor ville ikke engang sørge for den fine pocelæns figur henne i butikken til højre. Hun så temmelig vred ud. " Jeg gider ikke finde mig i det mere! " Råbte hun surt. " Jeg syntes min mor køber de mest grimme og mådbydelige gaver! " Sagde Anni og lagde mig udenfor den gamle butik med det fine pocelæn. * Gud hvor var hun en forkælet unge! .. Jeg troede ellers hun var sådan en sød og rar ejer! Jeg finder sikkert én der vil sætte pris på mig engang! * Tænkte jeg vredt over alt det der var hændt. Det var så det sidste jeg så til Anni, og først hér.. Begynder min historie, mit eventyr, min fortælling, mit oplevelse om Den Uværdige Delefin som pludselig blev mere værd end selv Anni ville kunne tænke sig frem til!
Den uværdige delefin.
Jeg lå som sagt der og blev helt forladt. Tænkte at det bedste ville gå mig godt i livet. Folk gik forbi mig og så hen imod Pocelæns butiken i håb om, at selv få råd til selv den dyreste ting i butiken. Det var ved at blive koldt. Jeg lå stadig der og da aftnen var gået.. Var jeg pludselig helt alene på stredet i mørket og tilfeldigvis også regnen.. Det regnede virkelig, jeg prøvede nu at se ud som om jeg var det bedste og den værdifulde genstand alle ville ønske.. Og det skulle gerne ligne at jeg bare med et uheld var faldet ud fra en lomme. " Goddag.. " Kunne jeg hører nogen mumle i regnen. Min maling falmede straks.. Det så ud som om jeg var ridset op. " Hvem der? " Spurgte jeg en smule bekymret. " Det er mig! " Svarede mumlen straks. " Mig hvem? " Spurgte jeg. " Anni? " Spurgte jeg igen. " Nej.. Da! " Svarede mumlen igen. " Jeg er her. Det er mig henne ved vinduet! " Råbte en lille pocelæns figur. Jeg åbnede øjnene, så hen imod vinduet. Jeg genkendte straks den lille pocelæns figur. Det var den Anni havde ønsket sig. " Jeg gider ikke snakke med dig! Du er for fin! " Sagde jeg. " Hold da lige op, makker! " Svarede Pocelæns figuren. " Hvad er du egentligt for en ting? " Spurgte jeg den fine pocelæns figur. " Jeg er da en yndig delefin.. Af ægte pocelæn! " Svarede den. " Hvad er du så for noget skrammel? " Spurgte pocelæns figuren en smule snobbet. " Jeg er da.. Ja.. Jeg er .. Hvad er jeg egentligt? " frem stammede jeg en smule trist. Jeg følgte jeg var intet værd! Simpelthen intet! " Du er da bare det rene skrammel, lad mig sige det klart! Jeg er mere værd end du nogensinde kommer til at fatte! Jeg er jo af ægte dyrt, pocelæn fra pocelæns butikken i københavn " Svarede Pocelæns figuren surt. Jeg var meget ked af det, lod en tårer trille ned, pocelæns figuren kunne alligevel ikke se det i regnen.. Sneén og blæsten som pludselig kom ind fra vest. " Se bare der! Du er jo ude i kulden! Jeg er inde i varmen. Du mister helt din glød og alt det du var værd før! " Sagde pocelæns figuren meget ligeglad og måbende. " Hvorfor siger du sådan noget om mig? " Spurgte jeg forgrædt. " Ups! Det havde jeg jo glemt! Du er jo slet ikke noget værd, du er jo kun skrammel.. Fra den nærmeste genbrugs butik! Nej, der hører du måske slet ikke til! " Sagde Pocelæns figueren smart. Tiden gik.. Som tider jo gør.. Næste dag gik folk i mylder rundt om mig. Ingen samlede mig op. Men så pludselig kom der en lille pige. Hun samlede mig op. Kiggede længe på mig. Hun knuede mig ind til hende. Og så begav hun sig afsted i sine små fine Kawaii San sko. Hun humbede hen imod Havnen igen. Jeg blev samlet op henne ved en kaj og så pludselig. ' BUMP ' hun tabte mig.. Det var et maridt! Endu engang måtte jeg over natte i vinden. Blæsten, kulden. Pludselig en dag var min malling helt forsvundet. Nu var jeg slet intet værd. Jeg kiggede ud mod horisonten. Pludselig kunne jeg se nogle slags fisk hoppe hen imod mig. De sprang op og ned! Frem og tilbage. Smilte, de så utrolig flotte ud. Blå som mig, havde hale som mig og pludselig samme næse tip som mig. De sprang rundt omkring mig. De overså mig helt. Jeg smilte når de havde det sjovt. Hviskede med hvis de snakkede skønt jeg vidste de ikke ville kunne hører mig. Lyttede selv i de mindste stunde. Jeg glemte helt jeg intet var værd, ihvertfald i noget tid, Pludselig kom en dreng hen imod mig. Han satte sig ned på havnens bro og tog fat i mig. Så på mig i noget tid. " Hvem smider sådan noget billigt bras her?.. " Spurgte han og kastede mig op i vilden sky og så landte jeg blødt i hans hænder igen. En lille pige, sikkert hans lille søster kom løbende imod mig og drengen. " Søren! Læg den Delefin ned hvor du fandt den! Vi skal hjem og have aftensmad! " Råbte den lille pige en smule højt og tvært. Som om hun var hans mor, selvom man nemt kunne se hun var meget mindre årig end selv ham, han smed mig fra sig og løb hen imod pigen og væk var de. Jeg tænkte lidt over det pigen havde sagt, ja det var jo begyndt at blive aften og .. hvad var det nu! .. Ej, nej, nej, nej! Det kunne simpelthen ikke passe.. Hun kaldte mig lige.. Delefin?. Endelig kan jeg huske hvad og hvem jeg er! Jeg så hen mod de store delefiner i vandet, ja.. De var godt nok større end mig, og.. ja, de så pænere ud end mig.. Var sikkert også mere værd end mig? .. Men, jeg var jo .. En delefin! En lille blå Delefin, ligesom dem! Ja, her kom jeg i den store verden. Uden betydning! Uden at vide hvem og hvad jeg skulle! Jeg var en rigtig delefin, eller .. var jeg?.. " Jeg kommer nu, alle mine hav venner! " Råbte jeg og der hoppede jeg afsted som den lille plastic dims jeg var, uværdig.. - ganske nok.. Grim. - ja, utrolig klam. Kold - det bliver man vel af tiden udenfor?.. Delefin - Ja, gu' var jeg en delefin! Det var lige det den skrappe pige havde sagt! Jeg hoppede frem og såå! Ja såå!.. Nu kommer den store sentasion! For så! Ja Så! Nu så! Ja.. Knækkede min halespids.. Jeg røg pladask ned i vandet. " JEG KAN SVØMME, JEG KAN SVØMME JEG KAN " Blop blop.. Blob.. Jeg farede op af vandet, " JEG KAN IKKE SVØMME! JEG KAN IKKE SVØMME! " Blop blop.. Jeg sank til bunds med det samme. Jeg, som troede jeg var en rigtig delefin.. Var i virkeligheden intet værd, slet ingen delefin, klam, uelsksom, kold og tjoeh.. havde for mange livs mål.. Pludselig kom jeg svævende op i himmlen. * Var jeg død? Var jeg virkelig død.. * Det gav et Z i mig.. Hvor var jeg nu.. " Er jeg en rigtig delefin? Delefin venner? " Spurgte jeg. Jeg åbnede øjnene. Men hov.. Det virkede så mørkt.. Som om .. Jeg kunne mærke jeg sad helt indeklemt.. Det føltes som om.. Ja.. Som om jeg stadig ikke var kommet ud af tændstik æsken.. Den æske jeg var kommet ud af for første gang jeg så Anni, havde jeg bare drømt?..
Jeg blev afleverede i en lille bitte gave, den var pakket ind i lysserrødt silke papir. Med små hjerter, og et lille kort som næsten var ulæseligt. Alligevel fik Min ejer frem læst.
Kære Anni, nu har vi rigtigt hygget os de sidste par. dage
Tiden går jo, som tider jo for det meste gør..
Det har været utrolig hyggeligt at være på ferie
Jeg elsker dig knus mor.
Jeg kunne mærke at nu steg spændingen! Min ejer kunne næsten ikke vente med at lukke den lille fine pakke op. Hun smilte over hele hovedet. Det er så nu jeg kommer ind i billedet!.. Min ejer åbnede gaven, kiggede ned i den. En lille fin svovlæske lå med ryggen til det fine papir. " Ej, mor jeg ryger jo ikke! Hvorfor giver du mig sådan en æske tændstikker? " Spurgte Anni utilfreds. Hendes mor grinte blidt. " Det er jo meningen du skal åbne den! " Svarede hun. " Nårh ja, det vidste jeg godt! " Sagde Anni med et smil. Hun åbnede roligt æsken med stil. Pludselig kom der en lille blå ting til syne, det var mig..
Made by: Maja G.
Called: Noodle.
Story: Den uværdige Delefin
SÅ KOMENTAR!
